Atrieflimren og -flagren

Om

Atrieflimren og atrieflagren er hjerterytmeforstyrrelser, hvor hjertets øvre kamre (forkamrene) slår uregelmæssigt og ofte for hurtigt. Ved atrieflimren er rytmen helt uregelmæssig, mens den ved atrieflagren ofte er mere regelmæssig, men stadig for hurtig. Begge tilstande kan føre til symptomer som hjertebanken, åndenød, svimmelhed og brystsmerter. I alvorlige tilfælde kan de øge risikoen for slagtilfælde. Årsagen kan være forskellige hjertesygdomme, men også andre sygdomme som for eksempel forhøjet blodtryk, sukkersyge eller overaktiv skjoldbruskkirtel. I nogle tilfælde findes der ingen klar årsag.

Symptomer

Symptomerne varierer fra person til person og afhænger af hjerterytmens hastighed og varighed. Mange oplever:

• Hjertebanken eller palpitationer (følelse af hjertet banker hurtigt eller uregelmæssigt)
• Åndenød (dyspnø)
• Brystsmerter
• Træthed og svaghed
• Svimmelhed

Nogle personer har ingen symptomer overhovedet, og tilstanden opdages tilfældigt ved en rutinemæssig undersøgelse eller efter et slagtilfælde.

Behandling

Behandlingen afhænger af flere faktorer, herunder sværhedsgraden af symptomerne, typen af arytmi (atrieflimren eller atrieflagren), og risikoen for slagtilfælde. Målet er at kontrollere hjerterytmen og reducere risikoen for slagtilfælde. Behandlingen kan omfatte:

• Medicin: Medicin kan bruges til at sænke hjerterytmen (frekvensregulering) eller til at genoprette en normal rytme (rytmeregulering). Medicin kan også være nødvendig for at forebygge blodpropper (antikoagulation). Valget af medicin afhænger af den enkelte patients situation og kan omfatte betablokkere, calciumantagonister, digoxin, eller antiarytmika.
• Elektrokonvertering (DC-stød): I nogle tilfælde kan et elektrisk stød bruges til at genoprette en normal hjerterytme.
• Kateterablation: Dette er en procedure, hvor en læge bruger et tyndt kateter til at ødelægge de dele af hjertet, der forårsager den uregelmæssige rytme.
• Kirurgi: I sjældne tilfælde kan kirurgi være nødvendig.

Risikoen for slagtilfælde vurderes individuelt ud fra en række risikofaktorer. Hvis risikoen er høj, vil lægen ordinere blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper.