Cancerantigener

Om

Tumormarkører er stoffer, som kan måles i blodet, og som nogle gange findes i forhøjede mængder hos personer med visse former for kræft. De mest kendte tumormarkører er CA-125, CEA, CA 15-3, CA 19-9, CA 50 og CA 72-4. Disse markører bruges primært til at følge effekten af kræftbehandling, hvis kræften danner det pågældende stof. Det er vigtigt at vide, at tumormarkører ikke kan bruges til at stille en kræftdiagnose eller til at screene for kræft, da de kan være forhøjede af andre årsager.

Symptomer

Tumormarkører giver ikke symptomer i sig selv. De måles i blodet for at hjælpe lægerne med at vurdere, hvordan en kræftsygdom udvikler sig, eller om behandlingen virker. Forhøjede værdier kan dog også ses ved godartede sygdomme som leverbetændelse, levercirrose, betændelse i galdeveje, visse autoimmune sygdomme og endda ved nogle godartede knuder. Derfor kan et forhøjet tal ikke bruges alene til at sige, om man har kræft.

Behandling

Tumormarkører bruges til at følge, hvordan kræftsygdommen udvikler sig, og om behandlingen har effekt. For eksempel bruges CA 15-3 til at følge brystkræft, CA 19-9 til kræft i bugspytkirtel og galdeveje, og CA 125 til æggestokkræft. Hvis værdierne falder under behandling, tyder det på, at behandlingen virker. Hvis de stiger, kan det tyde på, at sygdommen er vendt tilbage. Det er altid en specialist, der vurderer, hvordan prøvesvarene skal tolkes, da der kan være mange fejlkilder og usikkerheder ved disse prøver.