Medicinsk behandling af den uafvendeligt døende patient

Om

En diagnose af "døende" er kompleks og kræver en vurdering af patientens sygdom, sygehistorie og kliniske fund. Det er en samling af uspecifikke tegn, der i fællesskab indikerer, at patientens liv er ved at slutte. Tidlige tegn kan omfatte faldende funktionsniveau, øget søvnbehov og svækket bevidsthed. Sene tegn kan være apnø (åndedrætsstop), dødsrallen, nedsat urinproduktion og misfarvning af ekstremiteter.

Symptomer

Døende patienter kan opleve en række symptomer, herunder:

• Smerter: Disse kan behandles med opioider som morfin eller oxycodon.
• Åndenød (dyspnø): Kan lindres med morfin og/eller midazolam.
• Kvalme: Behandles med haloperidol eller metoclopramid.
• Angst/uro: Lindres med midazolam.
• Terminalt delirium: En tilstand med forvirring og desorientering, der behandles med antipsykotika som haloperidol eller olanzapin.
• Dødsrallen (sekretraslen): En raslende lyd i lungerne, der ofte ikke generer patienten, men kan være ubehagelig for pårørende. Behandling er sjældent effektiv.
• Kramper: Behandles med midazolam eller diazepam.

Behandling

Målet med behandling af døende patienter er optimal symptomlindring og tryghed for både patient og pårørende. Behandlingen er individuel og tilpasses patientens behov. Medicin gives typisk subkutant (under huden) for at undgå unødvendige indgreb. Lægen træffer den endelige beslutning om behandling, og der gives ikke livsforlængende behandling. Symptomer behandles med specifik medicin, f.eks.:

• Smerter: Opioider (morfin, oxycodon) i individuelt tilpassede doser.
• Åndenød: Morfin og/eller midazolam.
• Kvalme: Haloperidol eller metoclopramid.
• Angst/uro: Midazolam.
• Delirium: Haloperidol eller olanzapin.
• Dødsrallen: Glycopyrroniumbromid eller hyoscinbutylbromid (effekten er ofte begrænset).
• Kramper: Midazolam eller diazepam.

Hvis symptomerne ikke kan lindres tilstrækkeligt, bør der kontaktes en specialiseret palliativ enhed.